27-02-2018

Ergonomi

Ergonomi er tilpasning af arbejdet til mennesket. Når arbejdet skal tilpasses mennesket, er det vigtigt at tage hensyn til muskler og led.

Hvordan bruger jeg mig selv bedst?

Mennesket er en fantastisk konstruktion, og den måde, vi fungerer på, overgås ikke af noget teknisk vidunder.

Der er ingen tvivl om, at mennesket er skabt til både fysisk og intellektuelt arbejde, og ved at bruge intellektet - tænke sig om - i forhold til det fysiske arbejde, vil vi alle have en god chance for at holde os sunde hele livet.

Det er vel det, det drejer sig om, når vi taler om livskvalitet
- "en sund sjæl i et sundt legeme"

 

 

HVAD ER ERGONOMI?

Ergonomi er tilpasning af arbejdet til mennesket. Når arbejdet skal tilpasses mennesket - de ansatte i virksomheden - er det vigtigt at tage hensyn til muskler og led.

For musklers vedkommende skelnes der imellem statisk og dynamisk arbejde.

  • Ved statisk arbejde arbejder musklerne i konstant spændingstilstand - og der opstår hurtigt træthed. På længere sigt fører dette ofte til sygelige forandringer i både muskler og sener.
  • Ved dynamisk arbejde skiftevis spændes og afspændes musklerne, og der sker hele tiden bevægelse i leddene. Denne type arbejde fremmer kredsløbet, da der hele tiden tilføres frisk blod med ilt og næring til musklerne. 

For leddenes vedkommende gælder det, at de hele tiden bør have lov til at arbejde i og omkring "mellemstilling" - leddets naturlige hvilestilling. Herved belastes brusken i leddene mindst muligt og slidgigt forebygges.
Skulderleddet arbejder bedst, når overarmen hænger nedad. Albueleddet arbejder ved tungt arbejde bedst omkring en 120° vinkel - ved lettere arbejde omkring en 90° vinkel.

Håndleddet arbejder bedst ligeud i forlængelse af underarmen eller i en bagoverbøjet stilling med tommelfingrene pegende skråt indad/opad.

Fingrenes led arbejder bedst i let bøjet stilling.

For benenes vedkommende er det bedst at kunne skifte imellem stående, gående og siddende stilling.

Ryggen arbejder bedst og belastes mindst i stående/oprejst stilling, hvor rygsøjlen har en naturlig krumning.

VIGTIGT NÅR ARBEJDSPLADSEN SKAL INDRETTES

Uhensigtsmæssige faktorer ved manuel løft og flytning af byrder er f.eks.

  • hvis løftet skal foregå hurtigt eller skævt i forhold til kroppen,
  • hvis løftet startes med et ryk eller pludselig bremses,
  • hvis ryg/nakke vrides, foroverbøjes eller sidebøjes. Belastningen vil stige med graden af foroverbøjning, vridning samt med varigheden,
  • hvis armene løftes, især hvis hænderne løftes til over skulderhøjde,
  • hvis der løftes fra lave højder, for så løftes ikke kun byrden, men også hele kroppen,
  • hvis der løftes fra siden eller med en hånd, for derved belastes ryggen ca. dobbelt så meget, som ved løft foran kroppen med to hænder.


Der er forskellige løsninger på indretning af arbejdspladser, blandt andet:

  • at hjælpemidlerne er udformet hensigtsmæssigt i forhold til arbejdet og brugeren. Ved ikke kraftkrævende løftearbejde vil det ofte være en fordel, hvis brugeren kan anvende hjælpemidlerne både i stående og siddende arbejdsstilling,
  • at rækkeafstanden under hele løftet, d.v.s. fra der gribes omkring byrden til den sættes, er så lille som mulig,
  • at arbejdshøjden kan tilpasses, så arbejdet foregår i gode arbejdsstillinger, d.v.s. byrden skal befinde sig tæt på kroppen mellem midten af låret og albuen, så der ikke kommer vrid og bøjning af ryggen.


ANVENDELSESSITUATIONER

Transport af paller og varer
Når du vælger pallevogn er det vigtigt,

  • at igangsætningskraften vedrørende både træk- og skubkraften er lavest mulig,
  • at håndtaget er ergonomisk udformet,
  • at kraften, som skal anvendes til pumpeslag på en manuelt betjent vogn, er lav. 

Logitrans´ Panther pallevogn er udstyret med ergonomisk udformet håndtag.

Bøjleskøjterne ved spidsen af gaflerne er perfekt udformet til at sikre let og ubesværet ind- og udkørsel af paller med bundbræt og er samtidig meget slidstærke. 

Arbejde ved maskiner og samlebånd
Emner tages fra palle placeret på brugerens ene side, bearbejdes og afleveres til modsat side eller tages fra samlebånd og anbringes på paller. 

Uden hjælpemidler betyder det måske løft både fra og til meget lave højder - altså belastning. En højtløfter eller en Logiflex kan være en god løsning - når du vælger, er det ud fra en ergonomisk betragtning vigtigt: 

  • at brugeren kan bevæge sig frit i forhold til underlaget, så vridning af ryg og nakke undgås, 
  • at arbejdshøjden hele tiden er rigtig, så bøjning af ryg - ved arbejde i for lavt niveau - og løft af skuldre og arme - ved arbejde i for højt niveau - undgås,
  • at rækkeafstanden er så lille som mulig.

Handler det om større, tunge emner, udføres arbejdet altid bedst stående. Her kan vælges en højtløfter.

Handler det om små, lette emner, hvor arbejdet kan udføres siddende, kan man med fordel vælge en Logiflex.

 

Transport og stabling af gods

Af- og pålæsning af biler samt stabling af gods, hvor pladsen er trang.

Uden hjælpemidler vil et sådan arbejde være en stor belastning med hensyn til både lave og høje løft i akavede stillinger. Her er en Logiflex det rigtige valg, og ud fra en ergonomisk betragtning er det vigtigt:

  • at mindst mulig kraft skal anvendes ved pumpefunktion på en manuelt betjent model - mindst mulig belastning på skuldre og arme,
  • at manøvreringen af stableren er let - mindst mulig belastning på både arme og ryg,
  • at håndtaget har den ideelle tykkelse og vinkling i forhold til ergonomiske principper,
  • at al betjening af stableren sidder i håndtaget, så ingen pedalfunktion kræver, at brugeren under betjeningen er nødt til at stå på et ben,
  • at brugeren har et godt overblik over lasten i en rigtig arbejdsstilling under betjeningen.

Håndtering af tønder
Løft af tønder til påfyldning af væske på andre beholdere.

Skal arbejdet udføres manuelt, vil det naturligt kræve to personer og stor belastning på både ryg og arme.

Ud fra en ergonomisk betragtning vil det være ønskeligt,

  • at løft og håndtering af tønder ikke oretages manuelt, fordi belastningen af både ryg og skuldre er stor.

Logitrans fremstiller til alle Logiflex-stablere en tøndevender, som kan løfte, transportere og vende tønden 360°, og som er i stand til at gribe fra både vandret og lodret position. Fås håndbetjent eller elektrisk med gribere til 200 liter metaltønder og til de fleste standarder i plasttønder - og vil uden tvivl kunne spare mange rygge.

Til liggende tønder tilbydes tøndegafler, der kan håndtere forskellige typer tønder, ruller og tromler.

 

Fyldning og tømning af bokse
Fyldning og tømning af komponenter i bokse og kasser

Ud fra en ergonomisk betragtning må det være et krav, at rigtig løfteteknik kan anvendes under arbejdet, uanset om det er tungt eller let, altså er det ikke nok, at beholderen løftes, så overkanten af siderne er i en god arbejdshøjde - det er nødvendigt, at den samtidigt vinkles, så der bliver adgang til emnerne uden foroverbøjning af ryggen.

Det er vigtigt,

  • at ryggen kan arbejde i mellemstilling,
  • at rækkeafstanden af hensyn til ryg og skuldre er mindst mulig.

Valget kan være en Logitilt eller en Rotator. Begge giver mulighed for at vippe boksen eller kassen og dermed få en god arbejdsstilling for ryggen ved gradvist at ændre vinklen af vippet, eftersom kassen fyldes/tømmes. Derved opnåes kortest mulig rækkeafstand og mindst mulig belastning af ryggen og skuldrene.

Med en Logitilt kan en last vippes op til 90°. Arbejdshøjden kan varieres fra 750 - 950 mm, så arbejdet kan udføres siddende eller stående efter behov. Håndtaget drejes til siden, så der er fri adgang til kassens åbning.

En Rotator kan valgfrit indstilles til at dreje op til 180° til hver side.

 

EU fokus på ergonomi
Undersøgelse af arbejdsmiljø
Det Europæiske Institut til Forbedring af Leve- og Arbejdsvilkårene, Dublin, har i 1996 lavet en undersøgelse af arbejdsmiljø (interview af et repræsentativt udsnit af arbejdsbefolkningen på ca. 1.000 arbejdstagere i hver enkelt medlemsstat i EU, dvs. i alt 15.800 personer), hvor 30% af arbejdstagerne nævner rygsmerter som deres hyppigste helbredsproblem. Det er altså en problemstilling, der bør tages alvorligt. 

Arbejspladsvurdering ifølge EU-direktiv 89/391/EØF af 12. juni 1989
For at få overblik over de arbejdsmiljømæssige forhold i virksomheden er det en god ide at lave en arbejdspladsvurdering. Inden for EU er det et krav ifølge EU-direktiv 89/391/EØF af 12. juni 1989. En arbejdspladsvurdering laves i samarbejde mellem arbejdsgiver, medarbejder og sikkerhedsorganisationen i virksomheden og danner et godt udgangspunkt for at lave en prioritering og en handlingsplan for arbejdsmiljøforbedringer.

En arbejdspladsvurdering foretages for at forhindre eller nedsætte specielt den fysiske nedslidning på arbejdet. En arbejdspladsvurdering har til formål at skabe en velindrettet og fleksibel arbejdsplads med en fornuftig organisering af arbejdet.

Arbejdsmiljølovgivningen i EU foreskriver, at manuel håndtering, der kan indebære risiko for sikkerhed eller sundhed, skal undgås. Hvis dette ikke er muligt, skal der træffes effektive foranstaltninger til imødegåelse af risikoen. Egnede tekniske hjælpemidler skal bruges, når det er muligt og hensigtsmæssigt, og altid, når den manuelle håndtering indebærer sundhedsfare.



 

LinksRelaterede links